Vikingetiden 750 - 1.050 e. Kr.

Lindholm Høje ved Ålborg. Danmarks største gravplads fra vikingetiden. Foto: K. Kristiansen

- Kongemagt, byer, handel og marked

Vikingetiden udgør den sidste del af jernalderen, hvor Danmark samles som ét kongerige, og hvor roden til nutidens samfund ligger.
Rige gravfund fra jernalderen viser, at landet forud for den centraliserede kongemagt var opdelt i mindre lokale stammeområder, som sikkert var styret af højtstående personer / fyrster fra de ledende familier.
Vikingetiden er mest kendt (og berygtet) for dens udadvendte togter og aktiviteter, hvor særligt det engelske område blev hærget og brandskattet, men gennem udgravninger i de seneste årtier er der fremkommet et langt mere nuanceret billede af perioden. På hjemlig grund præges vikingetiden mest af fredelige handelsaktiviteter, store anlægsarbejder og fremkomsten af de første byer med tilhørende markeder samt kristendommens gradvise indførelse.

Der ikke er bevaret så mange synlige monumenter fra vikingetiden, men de som findes er ganske varierede. Bedst kendt er de tre runesten og de to store kongehøje ved Jelling med kong Gorm og dronning Thyra´s grave og de fire vikingeborge ved Trelleborg nær Slagelse, Fyrkat ved Hobro og Aggersborg ved Limfjorden vest for Aggersund, samt den nu ikke længere synlige borg på Nonnebakken ved Odense. Vikingeborgene blev tidligere tolket som kongelige træningslejre for erobringstogterne til England, men udgravningerne viser ingen klare militære træk, hvorfor de i dag snarere opfattes som lokale (civile) administrations-centre, hvorfra kongemagten kunne holde sammen på landet og f.eks. opkræve skatter og afgifter.

Kanhave-kanalen tværs over Samsøs smalleste sted i bunden af Stavns Fjord, den 700 m lange træbro over Ravning Enge vest for Vejle samt Dannevirkevolden ved rigets sydgrænse tilhører også tidens store anlægsarbejder, og mod slutningen af perioden starter opførelsen af de danske kirke som kulminerer i den efterfølgende middelalder.

Et andet alment kendt "varemærke" for vikingetiden er de sødygtige skibe som både tjente offensive formål i forbindelse med vikingetogterne og blev brugt til transport af de stigende varemængder til og fra de markeder, som opstod i de første byer (Ribe, Hedeby, Viborg, Århus, Ålborg, Odense, Roskilde, Ringsted og Slagelse).
På markederne skiftede ting fra nær og fjernt ejer og vikingetidens fundmateriale - specielt grav- og skattefundene - afspejler de fjerne "horisonter" som datidens samhandel og effektive transportmidler bragte til landet. Kongen kontrollerede byens markeder og tjente på at slå de første mønter som al handel foregik med, mod til gengæld at sikre den handlendes sikkerhed under og til og fra markedet. Størstedelen af vikingetidens transport foregik ad søvejen, men på landjorden blev vejnettet også udbygget og de første træbroer over ufremkommelige vandløb blev anlagt - se Sjelbro.

Den hjemlige udvikling i landsbyerne var præget af fortsat udvidelse af landbrugsarealet. Landsbyerne lå samme sted som tidligere i jernalderen, men voksede i størrelse. I bebyggelsen ses også enkelte enorme storgårde, som givetvis har spillet en central rolle i forbindelse med den spirende statsdannelse.

Vikingetiden var en brydningstid mellem den årtusinder gamle hedensk tro og den "importerede" kristendom, og mod periodens slutning grundlægges de første danske kirker. Udgravninger ved f.eks. Hørning og Lisbjerg kirke har vist, at vikingetidens kirker var små træbyggede kirker, som siden hen i middelalderen ofte blev erstattet af solide romanske stenkirker. Ved Moesgård Museum er der opført en rekonstruktion af den træbyggede stavkirke fra Hørning tæt på Sjelbro.

Vikingetidens gravformer varierer kraftigt. Der findes både brandgrave og jordfæstegrave med eller uden høj og med et stærkt svingende indhold af gravgaver. Tilknytningen til skibet ses også tydeligt i de såkaldte skibssætninger, som er spidsovale stensætninger som omslutter lave høje der typisk indeholder brandgrave, og som mange steder ligger samlet på store gravpladser - som f.eks. Lindholm Høje ved Ålborg.
Fra vikingetiden findes også nogle af de rigest udstyrede grave vi kender. Det er som regel træbyggede kammergrave som forsegles af overordentligt store gravhøje som det kendes fra f.eks. Jelling- og Hørninggraven.

Af de synlige monumenter fra vikingetiden er runestenene også velkendte. Runestenene er en fortsættelse af tidligere tiders tradition med at markere gravsteder med oprejste sten – de såkaldte bautasten - men adskiller sig herfra ved at have en indhugget runetekst.
Runerne som er nordens ældste skriftsystem fra ca. 200 e. Kr., kan ses som et skandinavisk modstykke til den latinske skrift. Det første alfabet, som havde 24 tegn, blev ved vikingetidens begyndelse omkring 700-tallet forenklet til 16 tegn. Først i middelalderen, omkring 1400-tallet, fortrængte det latinske skriftsprog runeskriften.
Runernes kantede facon i forhold til nutidens bogstaver var velegnet til at indhugge eller ridse i sten, horn eller træ. I vikingetiden kaldtes runer for "kumler" og i stedet for at skrive, siger man at runerne blev indristet. Størstedelen af de danske runeindskrifter er på runesten, men runerne anvendtes også til f.eks. ejermærker på varer og personlige genstande.
Mange runesten er forsvundet, ødelagt eller genanvendt og størstedelen af de bevarede er tilmed blevet flyttet, ofte til nærliggende kirker for måske at kristne de gamle, hedenske grave, som stenene tit oprindeligt var rejst over.
Området omkring Kongehøjen – det såkaldte Kronjylland - er rig på runesten, men de fleste er blevet flyttet til kirkerne. Se for eksempel runestenene ved Ålum og Rimsø kirke samt ved Svenstrup syd for Mariager.

Til toppen