Fredningen af fortidsminder

Præsteindberetninger og frivillige fredninger.

Interessen for at beskytte vore fortidsminder går 200 år tilbage i tiden til stiftelsen af "Commisionen til Oldsagers Opbevaring" i 1807, som sidenhen blev til det nuværende Nationalmuseum i København.
Omfattende sløjfninger af fortidens monumenter, særligt i forbindelse med udvidelse af landbruget og et ukontrolleret salg og spredning af fund, førte til, at kommisionen anmodede landets præster om at indsamle og indsende oplysninger om fortidsminderne i lokalområderne. Præstenes indberetninger dannede det første spinkle, men stærkt varierende, grundlag for et overblik over landets fortidsminder.
Indberetningerne medførte, at man gennem frivillige aftaler 100 år senere - omkring 1810 - havde aftalt beskyttelse af henved 200 fortidsminder i Danmark. Det var især de store og iøjnefaldende dysser og jættestuer fra bondesten- alderen, som blev beskyttet. Beskyttelsen baseret på frivillige aftaler - fra 1847 foranlediget af den kongeligt udnævnte "Inspecteur over Antikvariske Mindesmærker" - kunne desværre annulleres uden væsentlige sanktioner. Derfor har kun omkring halvdelen af disse monumenter overlevet til nutiden.

Herredsberejsningerne 1973 - 1930.

Landskabet fortsatte sin hastige ændring mod nutidens næsten helt opdyrkede kulturlandskab. Landbruget tog nyt land under plov, veje og jernbaner bandt byernes vækst sammen, og det blev stadig mere påkrævet med et mere kvalificeret grundlag og overblik over fortidsmindernes udbredelse og tilstand. Derfor iværksatte Nationalmuseet i perioden 1873 og helt frem til 1930 den såkaldte "Herredsberejsning", hvor medarbejdere til fods, i hestevogn eller på cykel indsamlede oplysninger om både fortidsminder og fund fra alle afkroge af landet. Det bærende princip for bevaring var dog stadig frivillige aftaler med lodsejeren, som til gengæld modtog et flot diplom og i særlige tilfælde et sølvbæger og eventuelt en mindre engangsgodtgørelse for opretholdelse af fredningen. I 1935 var der gennemført henved 7.500 fortidsminde-fredninger.

Frivilligheden i fredningen kunne dog ikke blive ved med at holde stand mod landskabets udvikling og udnyttelse. Frem til 1930 var kun "toppen af isbjerget" omfattet af aftaler. Ødelæggelse af især mindre, ikke så synlige, fortidsminder fortsatte med uformindsket kraft. I perioder med lavkonjuktur og stor arbejdsløshed i slutningen af 1800-tallet og de første 30 år af 1900-tallet beskæftigede flere velorganiserede grupper sig ligefrem med opkøb og udgravning af de privatejede fortidsminder. De eftertragtede oldsager, som var blevet medgivet som gravgaver i de årtusinder gamle gravhøjene, blev efterfølgende solgt til enten private samlere eller sågar museer. Paradoksalt nok danner adskillige af disse fund i dag faktisk grundstammen i såvel Nationalmuseets og mange lokalmuseers omfattende samlinger.

Naturfredningsloven 1937 og fredningsberejsning.

Først med Naturfredningslovens vedtagelse i 1937 opnåede de synlige fortidsminder en lovmæssig beskyttelse. Loven var længe undervejs, og eftertiden kan i dag nok mest takke tidens højskole- og folkebevægelser under anførelse af store litterære kulturpersonligheder, fra f.eks. Jeppe Åkjær til Johannes V. Jensen og Johan Skjoldborg, for at den blev virkelighed.
Det bærende princip i lovbeskyttelsen blev, at fortidsminderne nu blev beskyttet gennem en tinglysning på ejendommen. Nationalmuseet, som administrerede loven, startede endnu en gennemgang af landet, og ved afslutningen i 1956 var næsten 24.000 synlige og monumentale fortidsminder opmålt, beskrevet og ikke mindst beskyttet gennem tinglysning. Tinglysningen pålægger ejeren af ejendommen til ethvert tidspunkt at være bekendt med og sørge for at opretholde fredningen af fortidsmindet.

Beskyttelseszoner og administration.

1937-loven blev i 1961 suppleret med en 100 m. fredningszone regnet fra fortidsmindets ydre grænse. I denne er det ikke uden forudgående dispensation tilladt at foretage arealmæssige ændringer, etablere hegn, henstille campingvogne eller lignende.

I hovedtræk fik fortidsminderne med loven en god og hensigtsmæssig beskyttelse, men især fortidsminder på opdyrkede arealer led fortsat under ofte meget nærgående pløjning, gødskning og dyrkning helt ind til fortidsmindet. Blot 10 cm. nærpløjning hvert år blev over 10 år til 1 meters reduktion af fortidsmindet, og heri ligger forklaringen på det ofte kantede og afskårne grundrids mange gravhøje på marken i dag fremstår med. Som tillæg til loven blev der derfor i 1992 indført en dyrknings- og sprøjtefri 2 m.-zone omkring alle tinglyst beskyttede fortidsminder. Indenfor zonen er det ej heller tilladt at anvende metaldetektor.

I dag er der registreret næsten 35.000 fortidsminder som er omfattet af loven. Beskyttelsen blev i 2001 med undtagelse af 100 m.-zonen overført til Museumsloven som administreres af Kulturarvsstyrelsen (KUAS) under Kulturministeriet. Kommunerne administrerer 100 m-zonen og KUAS har pr. 1. jan. 2008 uddelegeret det fremtidige tilsyn med de fredede fortidsminder til 10 landsdelsmuseer som nu har igangsat et aktivt tilsyn af fortidsminderne med maksimal 5 årigt  interval. Tilsynet registrerer evt. overtrædelser af loven og fortidsmindets position og omfang bliver nøjagtigt fastlagt gennem opmåling med GPS (Satellitbaseret opmåling med ganske få cm. unøjagtighed)

Til toppen